Jeg er begyndt på at fundere over, hvorfor studerende i vejledning tit fortæller om forskningsdesign, når de skal snakke metode. Jeg tror del af svaret er, at der er en slags lagkage af 3 metodologiske tilgange, som ikke er lig synlige.

I midten er, netop, metoden, som siger os, hvordan vi bedst kan besvare vores forskningsspørgsmål. Under metoden ligger den tunge epistemologi; den stiller spørgsmålstegn på hvordan vi kan vide hvad, og, når vi engang har besluttet os hvordan vi vil angribe verden, giver den os en principiel (og ikke pragmatisk) begrundelse for vores metodevalg.

Ja, og så kommer endelig forskningsdesign. Forskningsdesign giver os en afprøvet procedure til at bearbejde en bestemt problemstilling. Den er derfor en slags “pakke” med nogle skjulte gaver, hvor fødselaren samtidig med teknikken får foræret metoden med, og, uden at han/hun nødvendigvis er bevidst over det, også den epistemologiske grundretning af hele forskningsforetagende.

Og det er mit bud på, hvorfor forskningsdesign topper i så mange studerendes metodeafsnit. De får hele kagen med. Eller?