Blog Image

Info-blogger

Information - sprog - kommunikation

Beretninger fra en lingvist i informationsvidenskaben

Foredrag i St. Petersburg om informationsvidenskab og lingvistik

IW & lingvistik Posted on 13 Jun, 2015 18:16

Den 22. juni 2015 skal jeg holde en keynote på dette års Gesus-konference, som finder sted i St. Petersburg, Rusland. Gesus betyder “Gesellschaft für Sprache & Sprachen” og er en lingvistisk forening, som jeg har være medlem i siden dens start i 1980erne. Pt. sidder jeg i bestyrelsen og er medredaktør på foreningens tidsskrift “Sprache & Sprachen”.

Mit foredrag handler om forholdet mellem informationsvidenskab og lingvistik, og er, desværre for nogle, på tysk (mit udførlige talemanuskript samt slides er vedlagt dette indlæg). Til dem, der ikke er på venskabelig fod med det tyske, har jeg sammenfattet mine hovedpointer i dette indlæg. På dansk. Her kommer mine 10 bud.

___

1.

Der er essentielle, realistiske og problemorienterede tilgange til at give et svar på, hvad informationsvidenskab er. Jeg selv er en tilhænger af den problemorienterede vinkel.

2.

Inden for den problemorienterede tilgang til informationsvidenskab er information retrieval-scenariet med indeksering på den ene side og brugeren på den anden informationsvidenskabens grundkonstellation (informationsvidenskab omfatter, uden tvivl om det, mange flere områder, som de realistiske tilgange viser).

3.

Information retrieval-scenariet involverer og medfører sproglige fænomener i en væsentlig forstand. Uden lingvistisk teori er information retrieval-scenariet ikke tilstrækkelig forståeligt.

4.

Der er nogle videnskabshistoriske tegn på, at overtagelsen af lingvistiske ideer og teorier i informationsvidenskab er knyttet til de to kendte informationsvidenskabelige paradigmer, det fysiske og det kognitive. Det er måske ikke helt overraskende.

5.

En del lingvistiske ideer og koncepter er blevet assimileret i en egen computervidenskabelig disciplin med en ny fortolkning af de indlemmede lingvistiske termer (‘syntaks’, ‘ontologi’ m.m.). Mere mainstream-prægede, nyere informationsvidenskabelige bestræbelser (fx Julian Warner) bliver ved med at integrere sprogvidenskabelige ideer og teorier i informationsvidenskaben, herunder fra sprogfilosofien, for at give informationsvidenskab et sprogteoretisk of kommunikativt fundament.

6.

Informationsvidenskab står, synkront set, i et “vokabularrelateret fællesskab” med lingvistik, forskning i fagsprog og terminologilære.

7.

De 4 nævnte videnskaber (jf. pt. 6) stiller, ud fra deres specifikke problem settings, 4 forskellige typer krav til deres vokabularer. Disse krav determinerer form og indhold af deres respektive vokabulartegn.

8.

Vokabularkontrol et en overfladisk struktureringsprincip for disse 4 typer af vokabularer (leksikonner, fagvokabularer, tesauri, terminologier).

9.

Vokabularkontrol korrelerer negativt med syntagmatisering, som betegner vorkabularenheders formale og indholdsmæssige “forberedthed” til at indgå i lineære syntagmer (sætninger) og kommunikativt anvendelige sproglige enheder, dvs. talehandlinger.

10.
Syntagmatisering er mere grundlæggende end vokabularkontrol, dvs. vokabularkontrol er en empirisk konsekvens af syntagmatisering.

___

Nysgerrig? Så kæmp dig igennem de vedlagte slides/manuskriptet. Eller skriv til mig. Jeg har 2 tekster på engelsk liggende, der kunne være interessante for dig:

Engerer, Volkmar, “Exploring interdisciplinary relations between linguistics and information science from the 1960s to today. A Tredinnickian perspective”; indleveret til JASIST.

Engerer, Volkmar, “Vocabulary in information science and (other sign-) related disciplines”, unpublished manuscript.

Den første er positivt modtaget af tidsskriftet, og jeg regner med at have gennemarbejdet og genindleveret den inden sommerferie. Den anden, vokabularteksten, skal der arbejdes lidt mere på, men den skal også ud i år. Send en mail til rhd237@hum.ku.dk, hvis du er interesseret.



“Journalisere”, arkivere, indeksere – hvad kan støvet viden i informationsvidenskaben bruges til?

indeksering Posted on 09 Apr, 2015 11:09

Jeg vil i det her blogindlæg arbejde med en artikel i Jyllandsposten (JP) fra den 15. marts 2015 (“Vækstudspillet, der forsvandt”, Indblik, s. 4-6). Vha. artiklen kan vises, hvordan nogle centrale og traditionelle must-emner i informationsvidenskaben som indeksering kan bruges til at forstå real-world cases bedre, i hvert fald placere dem i en informationsvidenskabelig kontekst og diskurs, hvor de giver mening (om cases i informationsvidenskab se mit blogindlæg om min første årgangsforelæsning i FS 2015).

Tit er det bare sprog der er forskelligt og deler vandene. Det er da klart, at en journalist, en ekspert i forvaltningsret eller en funktionær i et ministerium taler anderledes end en IVA-uddannet informationsspecialist – om det samme. Det vil titlen “Journalisere, arkivere, indeksere” antyde. Det første ord havde jeg for øvrigt ikke kendt indtil jeg så artiklen for første gang.

Hvordan kan en real-world-problematik “oversættes” til informationsvidenskabelige termer og den måde, vi tænker informationsorganisation på?

Her kommer historien.

I Helle Thorning-Schmidts nytårstale omtalte hun et “nyt vækstudspil” til danskerne, som så alligevel ikke blev fulgt op på af regeringen. Det gjorde så JP den 9. januar 2015 ved at søge aktindsigt hos ministerierne “i deres dokumenter vedrørende nytårstalen” (s. 4).

Det viste sig, at kun 11 af de 20 ministerier overholdt svarfristen på 7 dage, af de resterende 9 kom det sidste svar på dag 28 (på Udenrigsministeriets brev venter JP stadigvæk). Hvorfor det?

JP (som her spiller rollen af “brugeren”) havde jo en “meget banal forespørgsel”, “anmodningen er meget præcis, og de [dvs. ministeriernes medarbejdere] kan ikke være i tvivl om, hvad de skal finde frem.” (s. 5).

Så “brugeren” havde et uproblematisk informationsbehov, hvor JPs egne ord, “dokumenter vedrørende nytårstalen”, skulle være nemme at oversætte til ministeriernes sprog og til de termer, som organisationernes systemer bruger til genfinding. Så JP havde en åbenlys forventning om, at forspørgselens ordlyd indeholdt termer, der allerede findes i eller kan matches til organisationens interne beskrivelsesvokabular. Et problem mellem ukontrolleret søgesprog og kontrollerede indekstermer.

Efter Statsministeriet havde sendt nytårstalen ud, journaliserede 4 af ministerierne denne mail (s. 6).

Hvad betyder “at journalisere”? Min fortolkning er at dokumenterne blev gemt og tilgængeliggjort, dvs. journalisering = arkivering (gemme dokumentet) + indeksering (at gøre et dokument søgbart/tilgængeligt).

“Ministerierne har så forskellig fortolkning af, hvad der skal journaliseres.” (s. 6) – lyder det også bekendt? Jeg tænker på kriterier som brugergruppe, kontekst, domæne, som ikke kun afgør HVORDAN et dokument repræsenteres, men også OM et dokument overhovedet indgår i es samling/database/et arkiv.

Om dette mener Oluf Jørgensen, ekspert i offentlighedslovgivningen ved Danmarks Journalisthøjskole, at fx taler, “som de [ministerierne] ikke bidrager til” (s. 6), kunne være udenfor journaliseringspligt. Dvs. kun sådan nogle dokumenter er del af en ministeriel database over korrespondancer, hvor selve ministeriet figurer som (med)forfatter. “Forfatter” er i vores verden et formelt-deskriptivt indekseringskendetegn af dokumenter, som står i modsætning til de mere “bløde” dokument-features som de indholdsmæssige.

En anden ekspert i offentlig forvaltning, Sten Bønsing, nævner “aviser, tidsskrifter, reklamer og mødeindkaldelser” (s. 6), som heller ikke skal journaliseres. Igen sker denne ekskludering pga. et formelt kendetegn i metadata, her, hvad vi ville betegne som “materialetyper”. Indholdsmæssige træk af dokumenter (“aboutness”, hvad handler dokumentet om?) nævnes igen ikke i denne sammenhæng.

Vi læser videre.

Der slås fast, at der i ministerierne findes “forskellige beskrivelser af deres interne korrespondance” (s. 6). Det er problemet af divergerende indekseringspraksisser, et manglende kontrolleret vokabular og eventuelt divergerende anvendelse af det samme vokabular gennem flere personer (indeksør-konsistens).

“For mens Statsministeriet konkret beskriver indholdet af de mange mails som f.eks. ‘vækstudspil’, ‘tjek af tekst til nytårstale 2015-BNP-vækst-tal’ og ‘økonomi’, nøjes Finansministeriet med mere nøgternt at døbe korrespondancerne ‘Tjek’, ‘Vedr. fakta tjek til taleudkast til nytårstale 2015’ og ‘Vedr. statsministerens nytårstale’.

Det er klart, at der er helt forskellige principper i emneindeksering i spil. Nogle af dem har med forskellige indekseringstraditioner at gøre, sml. ovenstående bemærkning om Statsministeriets mere uddybende og “farverige” måde at indeksere på vs. Finansministeriet “mere nøgterne” stil.

Men her kan også identificeres mere “håndfaste” principper i indekseringsteori. Tænk på forskelle i indekseringsdybde i ‘vækstudspil’ vs. ‘statsministerens nytårstale’ og brug af sproglige fraser (ikke ORD!), hvor emneord optræder indlejret i konstruktioner med andre emneord (‘tjek til taleudkast til nytårstale’). Man kan også have en formodning om, at emneord-konstruktioner ikke er begrænset på konstateringer (beskrivende, informerende sproghandling), men også kan have status af en opfordring/instruks (“tjek!”). Der er vi inde i sproghandlingsteori, men den skal vi lige springe over …

Eksemplerne fra ministeriet viser endvidere en vis syntaktisk orden af emneordkæder, som kan minde om subject headings (‘…-BNP-vækst-tal’). Til sidst kan der muligvis identificeres semantiske relationer mellem termerne, i eksemplerne foroven er der handling (‘vækstudspil’) og det område som er vedrørt af handlingen (‘økonomi’) knyttet sammen, altså en associativ relation.

For en informationsspecialist med informationsvidenskabelige ambitioner er der noget at se til, selve Oluf Jørgensen beklager, “at det er umuligt at gætte, at ‘tjek’ dækker over ‘vækstudspil'” (s. 6). Selvfølgelig kan man ikke det!

Noget andet, der er informationsvidenskabeligt interessant ved artiklen, er at mailkorrespondancer er, som alt brevagtig kommunikation, grundlæggende noget sekventielt noget. De enkelte dokumenter (mails, breve) er tidsligt ordnet, bortset fra det første og det sidste dokument er der altid en forgænger og en efterfølger. Oven i købet er mailkorrespondancer indholdsmæssigt relaterede, du svarer på en email, henviser til noget, der er blevet sagt i den foregående, og du forudsætter implicit nogle at de ting og sager, der er blevet eksplicit omtalt i de tidligere mails.

Det udgør det, hvad der i email-sproget bliver kaldt en tråd. Og det er også det, JP med ministerierne kappes om.

Finansministeriet journaliserer “i tråde”, hvad efter min fortolkning betyder at indeksere hele tråden med eet sæt metadata – og ikke indeksere de enkelte mails i tråden, de er del af.

Denne praksis giver nogle problemer fra en informationsvidenskabelig optik, fordi dokumentbegrebet udvides til hele sekvenser af dokumenter, som er så alene søgbare. Relevansen af den enkelte mail som selvstændigt dokument (og kommunikationsenhed) nedtones. Ministeriet fremhæver også, at det er først og fremmest praktiske grunde til at håndtere hele tråden i stedet for de enkelte mail.

Når jeg læser sådanne artikler bliver jeg ikke kun glad på min videnskabs vegne – men især på mine studerendes. Her er et rigt felt hvor informationsvidenskabelig viden kan tages i brug for at forstå bedre hvad der foregår i virkeligheden. Eller for at gøre noget ved den.

Jeg personligt kan egentlig godt nøjes med det første – men det er nok stof for et nyt indlæg.



Kan lingvistikken levere varen i computermedieret kommunikation?

computermedieret kommunikation Posted on 02 Apr, 2015 10:00

I min første forelæsning talte jeg om metoder i internetforskning og kom sådan set frem til, at vi (i informationsvidenskaben) ikke har nogle, hvis man vil, informationsvidenskabsspecifikke tilgange, metoder og teorier for at sige noget om internet, andre ikke har sagt før. Vi låner hos andre, først og fremmest sociologer og psykologer, hvad der heller ikke er så ring endda (sml. min hyldest til tværfaglighed!).

Min anden forelæsning den 17.3.2015 (agenda er vedlagt dette blogindlæg) handlede om computerformidlet kommunikation (hos os bare “CMC” – Computer-mediated communication eller “computermedieret kommunikation). Her forsøgte jeg at ramme hjertet af det humanistiske internet, nemlig den “nye” måde vi kommunikerer med hinanden på, når vi taler/skriver med en foran skærmen. Hvis internettet og mennesket skal gå op i en højere enhed, så må det være her, kære CMC!

Mit skjulte projekt med denne forelæsning var at vise en rigtig disciplinær tilgang til CMC, som skulle oven i købet komme fra mit hjem, lingvisternes. Sådan. Så hvis der en disciplin, der har den fortid, de metoder, teorier og terminologier, der kan bruges i analysen af virtuelle samtaler, så må det være lingvistikken!

Men øv, lingvistikken kunne heller ikke levere varen, i hvert fald ikke til starten af 00erne.

I oversigtsartiklen fra Susan Herring (2002), som jeg gennemgik (og udkom i et informationsvidenskabeligt tidsskrift!), fremhæves der i lange baner internettets specifikke medieegenskaber (ligesom telefonen sætter rammerne for sprogbrug ved telefonsamtaler), der beskrives endvidere, hvordan internetkommunikation forandrer vores sociale normer, mellemmenneskelige relationer og gruppedynamikker, og der spekuleres også over, hvordan vores sociale og biologiske kendetegn præger samtalerne (fx uddannelse, alder, køn). Herring tilbageviser fx Information Richness Theory, da CMC er ligeså “relationel” og social som face-to-face (sidstnævnte giver os de “rigeste” kanaler i kommunikationen – en af de mest basale antagelser i den tidlige lingvistiske CMC-forskning).

Og så diskuteres der i længden, hvordan vi bygger og forhandler vores virtuelle identitet eller udnytter vores anonymitet i net-kommunikationer til at overfuse andre. Osv.

Der er ærlig talt ikke meget lingvistik i det, i hvert fald ikke den jeg kender. Igen er sociologi og psykologi hovedleverandørerne for en hensigtsmæssig, interessant og givtig vinkel på fænomenet. Det samme konstaterede jeg i min første forelæsning om internetmetoder.

Hvad er der sket siden Herring skrev sin artikel? Jeg mener at kunne fornemme, at man i lingvisternes verden er på vej til at arbejde sig frem til en specifik lingvistisk tilgang, som tager afsæt i lingvistiske teorier og traditioner, bare “tilpasset” til de nye udfordringer, internettet byder. Ligesom sociologien og psykologien gjorde det, husk min første forelæsning!

Jeg kan umiddelbart pege på 3 forskellige tiltag, hvor et lingvistisk syn gør sig gældende ift. internetkommunikation.

1.
Brug af samtaleanalyse ift. virtuelle kommunikationer (fx chat, diskussionsgrupper, m.m.). Det er et oplagt forsøg, da samtaleanalyse netop har distanceret sig fra den strukturelle, grammatikpræget og “statiske” lingvistik (“Hvad er subjekt og objekt?”) og ville gøre rede for dynamikken i “ægte” samtaler i en “ægte” kontekst. Desværre er det netop en af de mest grundlæggende metodiske antagelser i samtaleanalysen, at hovedparten af den “rigtige” kommunikation forløber “ud over” de rene sproglige tegn (fx grammatiske sætninger), nemlig på den nonverbale plan eller i pauser, intonationer eller udtalemæssige variationer (fx et langt “æææ” i ). Derudover arbejder vi ifølge samtaleanalyse mest med at fordele taleretten (hvem der er den næste i talerækken) og hvordan vi forhindrer at blive afbrudt.

Men i virtuel kommunikation er der, mediebetinget, meget begrænset mulighed for at viderebringe disse signaler; desuden er samtaleanalysens fokus på forhandling af talerskrift og beholde taleretten simpelthen uhensigtsmæssig i en computermedieret sammenhæng (tænk fx på e-mail-kommunikation). Vi har derfor et dilemma. Selvom man i starten af 1990erne troede, at samtaleanalyse ville være svarET på den virtuelle udfordring, har anvendelsen af samtaleanalysen i den virtuelle sfære nok ikke indfriet forventningerne.

2.
Tilpasning af egnede grammatiske teorier og retninger til brug i CMC. Semantikbaserede grammatiske teorier som Systemic-Functional Linguistics kan bruges til at fx analysere Twitter-ytringer mht. hvilke grammatiske enheder (substantiver, verber, verbfraser, …) der tagges med hashtag i hvilken grammatiske kontekst. Et eksempel på det er Zappavignas glimrende analyse af Twitter (Zappavigna 2012), hvor der på en meget vellykket måde grammatisk analyse og søgbarhed som informationsvidenskabeligt grundbegreb går op i en højere enhed.

3.
Forsøg på at nyttiggøre den lingvistiske pragmatik, som sætter sprogbrug i forgrunden (imod sprogstruktur). Den tilbageliggende agenda er nok, at man tager udgangspunkt i de mediale begrænsninger i virtuel kommunikation, som stiller større og mere sofistikerede krav til vores evner til at finde frem til det usagt-implicitte. Den lingvistiske pragmatik beskriver de kognitive teknikker, som sætter os i stand til at systematisk slutte os frem til en masse af betydning, forudsætninger og andre usagte, men “mente” finesser. Disse betydningsaspekter kan på ingen måde findes i de nøgne bogstaver, som vi sender frem og tilbage over nettet. Et forsøg i den retning stammer fra Yus (2011), som med udgangspunkt i Sperber/Wilsons relevansteori forsøger at opbygge en “cyberpragmatik”, altså en slags pragmatik af computerformidlet kommunikation.

For at slutte af. Det ser ud til at lingvistikken er optaget af at finde “sin” lingvistiske tilgang til CMC. Om vi i informationsvidenskaben også er på vej til en genuin informationsvidenskabelig tilgang, er jeg i tvivl om. Men behøver vi det overhovedet? Som sagt, jeg er en stor tilhænger af det tværfaglige, nok fordi jeg føler mig ikke længere forpligtet til det lingvistiske metodiske og teoretiske korset.

Litteraturhenvisninger

Herring,
S. C. (2002). Computer-mediated communication on the internet. Annual
Review of Information Science and Technology, 36
(1),
109-168.

Zappavigna,
M. (2012). Ambient affiliation: A linguistic perspective on
twitter. In J. Hughes (Ed.), SAGE internet research methods (pp.
v4-193-v4-215). London:
Sage.

Yus,
F. (2011). Cyberpragmatics: Internet-mediated communication in context.
Amsterdam, Philadelphia: John Benjamins Publishing.

Vedhæftet: Agenda for forelæsningen den 17.3.2015



“Hvor er egentlig det informationsvidenskabelige??”

tværfaglighed Posted on 16 Mar, 2015 13:14

Hvad er egentlig en “informationsvidenskabelig tilgang”, jeg mener i forhold til den type fænomener vi gerne vil beskæftige os med, fx internettet, medier osv.? I min første årgangsforelæsning på IVA Aalborg (“Det tværfaglige internet: sociologiske, etnografiske og psykologiske tilgange til udforskning af virtuelt indhold og online-relationer”) den 10.3. kiggede jeg nærmere på det.

Først, hvad er “tværfaglighed”? Det er for mig noget om at “tage det hele” til sig og have modet til at se det komplekse i øjnene – uden at gemme sig bag disciplinens nyttige afgrænsninger (“Det hører nok ikke til …”), teoridannelser med lille dækningsgrad (“Dette begreb giver ikke mening her …”) og forenklende modeller (“3 faktorer, ikke flere!”). Tingene i den virkelige verden er som regel uoverskuelige, som vi alle ved, og den “ægte” tværfaglige arbejder kan leve med det – acceptere det – måske sågar elske det.

Min formodning er, at informationsvidenskaben er sådan et tværfagligt fag. Den beskæftiger sig med cases, “real-world” fænomener, som ikke er et homogent felt af ting, hændelser og deres aspekter, men har de forskellige perspektiver og aspekter “i sig” – og det samtidigt! Alle er lige vigtige. Informationsspecialisten sidder på en måde som spejder i midten og trækker på trådene. Han/hun skal se det hele!

I min forelæsning så jeg på, hvordan “rigtige” discipliner undersøger internettet, nemlig entnografi/sociologi og psykologi. Etnografien gennemgik ligefrem faser hvor den tilpassede sig til internettets nye vilkår.

Først mente etnografien at der foregik noget helt nyt og anderledes i det virtuelle (“gaming identiteter”, identitetsskizofreni), og at de traditionelle metoder og beskrivelseskategorier ikke kunne bruges mere. Teorien/faget var i fare for at blive diffus, og de gamle begreber (fx identitet) var ved at miste deres værdsatte analytiske skarphed.

Bagefter kom der besindighed i spil igen og man udforskede, hvordan de traditionelle teorier og metoder fra disciplinen kunne nyttiggøres i de nye omgivelser. Man erkendte, at den gamle sammenhæng mellem identiteterne på tværs af medierne var der alligevel, og at menneskerne nok udmærket klarede overgangene mellem deres virtuelle og deres offline-identiteter. Ingen af dem var “den rigtige”. Og, som regel, passede de også godt sammen!

Det sidste trin bestod i erkendelsen af de nye metodiske udfordringer i at selve det kommunikerende undersøgelsesobjekt fortolkede sig selv gennem den eksplicitte tekst. Ved at folk selv kommenterede og udtrykte deres (i face-to-face skjulte) holdninger, emotioner osv. ved hjælp af tekstuelle markører, var etnografen sådan set blevet “arbejdsløs”. Men, som jeg sagde i forelæsningen, en stor udfordring vil blive: Disse etnografiske diakritiske notationer, som virtuel kommunikation er præget af, er ikke længere et ubevidst biprodukt af ytringen af sætningsindhold. Mens fysisk kommunikation (og etnografien) lever af fortolkningen af ubevidste signaler og tegn, er de samme signaler i virtuel-skrevet form ALTID eksplicitte og bevidste. Etnografen må tackle denne udfordring.

Vi kan konkludere: Hele vejen igennem forblev etnografen/sociologen “sig selv” og kunne arbejde videre med sit teoretiske apparat – inden for “sit” fag. Hvis vi havde spurgt ham/hende, hvad der egentlig var “det sociologiske” i hans/hendes tilgang til internetkommunikation, ville han/hende ikke blive et svar skyldig. Lignende gælder psykologerne.

Omvendt nu er det mit indtryk, at spørgsmålet, hvad der nu egentlig er det “informationsvidenskabelige” i vores tilgang, er noget sværere at svare på. Nogle, herunder jeg, ville ikke engang forstår spørgsmålet rigtigt.

Alligevel tror jeg, at det er en god heuristisk metode at gøre det – jeg mener at spørge sig i jævne mellemrum, hvor det informationsvidenskabelige er ved det vi gør. Det minder os om at være påpasselige, når vi låner gode ideer og teorier fra andre discipliner – at være bevidst over hele den tradition, hvor disse tilgange, teorier og metoder er blevet til. Som ægte tværfaglige informationsvidenskabelige arbejdere skal vi kunne håndtere andres teorier og respektere og forstå den sammenhæng, der danner kontekst for dem. Det er, efter min mening, en af “kernekompetencerne” af en tværfagligt arbejdende.

Så, jeg tror vi har 2 alternativer at lægge en strategi for informationsvidenskabelig arbejde:

1. Vi tror på en genuin informationsvidenskabelig kerne, noget ægte informationsvidenskabeligt i vores enkendelsesinteresse i verden, eller

2. vi accepterer at sådan et kerne ikke findes og gør en dyd af en tværfaglig disciplin “informationsvidenskab”, med alle dens fordele (smid de disciplinære trøjer!) samt ulemper og besværligheder, der følger med.

Jeg føler mig nok mest tilpas i option 2 – men hvis jeg en gang imellem støder uventet på en kerne ifølge 1.), bliver jeg heller ikke ked af det. Vel??

Handout (med litteraturreferencer) af forelæsningen kan downloades her.



Bør informationsvidenskabsfolk vide hvad information er?

informationsbegreb Posted on 20 Feb, 2015 19:22

Mine gode kolleger Thorkild Thellefsen og Birger Hjørland er bekymrede over, at informationsvidenskaben ikke har et fælles begreb om, hvad information er. De mener, i hvert fald Birger Hjørland, som jeg fortolker det, at en disciplin er uvidenskabelig, hvis ikke den kan enes om dens nøglebegreber – og information er da sikkert noget, der må betyde noget for informationsvidenskabsfolk!

Thorkild Thellefsens bekymring går nok mere i den retning at enhver meningsfuld brug af begrebet ‘information’ i en erkendelsesteoretisk sammenhæng forudsætter en vis teoretisk forståelse (noget, der Birger Hjørland formodentligt også ville skrive under på). Og det er da for pokkers, hvis folk ikke skriver hvad de mener med information!

Mens Birger efterlyser eet informationsbegreb, som samler folk i vores disciplin, ser det ud for mig som om Thorkild mere er ude efter klare definitioner og en præcis videnskabelig diskurs, som fremmer vores erkendelse – uanset fagets grænser.

I en lignende retning går Sille Obelitz’ ph.d.-projekt, hvor hun bl.a. ser på, hvordan beslægtede begreber ‘information’, ‘disinformation’ og ‘misinformation’ forholder sig til hinanden. Også hun savner en “rigtig” betydning af information og dens afledninger (på engelsk, dansk eller tysk?), som hun bl.a. leder efter i ordbøger og hos sproganalytikere. Et rigtig spændende projekt, hvor jeg havde fornøjelsen at være med til som opponent til hendes pre-defence.

Som jeg ser det, er det gængs videnskabelig praksis, at videnskaberne fabrikerer deres egne nøglebegreber, og der er informationsvidenskaben ikke nogen undtagelse. Se på sprogvidenskab. Hvad er sprog (‘sprog’, sprog)? Er det strukturen du er interesseret i, er sprog for dig et abstrakt system. Synes du at sprog er noget vi ved i vores hoved, hælder du måske til sprog som kompetence? Eller er sprog noget, vi siger, parole, som de Saussure kaldte det? Så er sprog situationsafhængigt, og skifter sandsynligvis om du nu taler med din gamle kammerat Ole, med læreren af din datter, eller med din nærmeste leder på arbejde. Du er sociolingvist, uden at vide det. Er sprog generelt (sproget) – eller er dansk og tysk to forskellige sprog? Hvad med dialekter? Osv. Lingvister gør det som alle gør, de tilpasser deres begreber af ‘sprog’ til det praktiske erkendelsesformål de måtte have inden for deres specifikke område.

Og nu tilbage til informationsvidenskaben. Jeg vil fremhæve 2 ting.

1.
For det første skal informationsvidenskabsfolk være ligesom pragmatiske i deres valg af interessante aspekter af information som alle andre videnskaber er med deres nøglebegreber. Information er materiale, digital eller ej, process (informering), noget mentalt (‘viden’), det vi siger eller skriver (budskabet, helst noget nyt), noget rigtigt/sandt eller forkert (en semantisk proposition), noget vi agter eller ej (intentionelt eller ikke-intentionelt) osv.

Jo flere ‘informationer’ jo bedre, fordi det viser mangfoldigheden i fænomenet der undersøges. Og det styrker kun informationsvidenskabens brugbarhed og gennemslagskraft.

2.
For det andet tror jeg at informationsvidenskaben er gået i sin sædvanlige praktiske fælde ved at skele til fru Olesens brug af ordet information, fordi fru Olesen jo hører til den gruppe af informationsforarbejdende væsener, som informationsvidenskab undersøger. Men den “almensproglige” betydning af information, som fru Olesen trækker på, er en kompromis af mange tusinde brugere, med deres forskellige baggrund og brugsmåder. Og det er, for mig at se, mere end usikkert, at denne kompromis er relevant for informationsvidenskaben.

Hvad man kan læse sig til fra ordbøger, er nogle overordnede, abstrakte træk af brugen af ordet information, som tilgodeser mange (og ikke nogle specifikke) erkendelsesinteresser. Så det er informationsvidenskabens involvering i den offentlige diskurs omkring information, der nogle gange spænder ben for at anerkende sine egne fagspecifikke betydningsdannelser af ordet information. Lingvister er ikke afhængige af på samme måde, hvordan deres undersøgelsesobjekter (sprogbrugere) bruger ordet sprog, som, åbenbart, informationsfolk er i forhold til fru Olesens brug af ordet information. Det er måske noget vi skal tænke over.

Det er derfor, jeg ikke kan svare på, “hvad information er”.



Hvorfor er metode et stort emne i informationsvidenskaben?

metode Posted on 01 Feb, 2015 17:52

Siden jeg kom på IVA, har jeg undret mig over hvorfor alle taler om metode (og ikke så mange om teori). Nu er jeg lingvist, og “metode” har i min uddannelse ikke været et ukendt, men dog temmelig fjernt og eksotisk ord. Jeg og mine fagfæller har faktisk klaret sig hele vejen igennem uddannelse og det senere professionelle lingvistiske liv udmærket uden.

Det lyder måske spøjst for en, der er opvokset i den informationsvidenskabelige tradition. Hvordan kan det være? Er lingvisterne tossede?

Hvis jeg kigger i bakspejlet på min lingvistiske fortid, så husker jeg det sådan, at der til vores teori tit var tilknyttet en metodologisk “måde-at-gøre-det-på”, som vi ikke særligt reflekterede over, fordi den bare var der. Med strukturalistiske teoritilgange fx fulgte der et hav af selvkonstruerede eksempelsætninger med, som vi mere eller mindre elegant kunne argumentere med. Eller du var tilhænger af Chomskys “kompetenceteori” af sprog, og kunne derfor uden at blive bleg i ansigtet helt åbent trække på din egen “intuition” af “grammatiske” og “ugrammatiske” sætninger. Hældte man derimod til samtaleanalytiske forklaringer af tale og sprogstruktur, var man automatisk forpligtet til en etnografisk, positivistisk metodologi af autentiske samtaler med videooptagelser, transskriptioner og alt det der. Det var ikke noget specifik “metode”, vi talte om.

Jeg siger ikke, at det var godt. Vi gjorde det bare.

Det er åbenbart anderledes i informationsvidenskabens verden, hvor det tværfaglige tit er med i rygsækken. Hvis vi vælger en teoretisk vinkel her, så betjener vi os ofte fra andre discipliners teorier uden at automatisk importere de tilhørende metoder. Vi laver dem hellere selv, stiller spørgsmålstegn ved dem, både i opgavernes metodeafsnit (som ofte lyder temmelig ens) og i de artikler, vi skriver. Metodologiske diskussioner i informationsvidenskaben er med til at vedligeholde vores fundus af fælles problemstillinger og udvikle vores fælles identitet. Vi deler en ikke-teoretisk (eller bedre: “over-teoretisk”) diskurs omkring metodologisk erkendelse, som vi hele tiden trækker på i vores faglige aktiviteter, fx i diskussioner på konferencer, den måde vi skriver og reviewer artikler på, og, ikke til sidst, i vores undervisning.

Bl.a. derfor er metode et stort tema i informationsvidenskaben. I hvert fald set fra en, der (stadigvæk) er lidt udefra.



Hvorfor topper forskningsdesign?

forskningsdesign Posted on 26 Jan, 2015 17:52

Jeg er begyndt på at fundere over, hvorfor studerende i vejledning tit fortæller om forskningsdesign, når de skal snakke metode. Jeg tror del af svaret er, at der er en slags lagkage af 3 metodologiske tilgange, som ikke er lig synlige.

I midten er, netop, metoden, som siger os, hvordan vi bedst kan besvare vores forskningsspørgsmål. Under metoden ligger den tunge epistemologi; den stiller spørgsmålstegn på hvordan vi kan vide hvad, og, når vi engang har besluttet os hvordan vi vil angribe verden, giver den os en principiel (og ikke pragmatisk) begrundelse for vores metodevalg.

Ja, og så kommer endelig forskningsdesign. Forskningsdesign giver os en afprøvet procedure til at bearbejde en bestemt problemstilling. Den er derfor en slags “pakke” med nogle skjulte gaver, hvor fødselaren samtidig med teknikken får foræret metoden med, og, uden at han/hun nødvendigvis er bevidst over det, også den epistemologiske grundretning af hele forskningsforetagende.

Og det er mit bud på, hvorfor forskningsdesign topper i så mange studerendes metodeafsnit. De får hele kagen med. Eller?